1,2,3 – eller hvordan statestik pludselig bliver nærværende

For en del år tilbage havde min arbejdsgiver arrangeret et informationsmøde med PFA pension i anledning af at alle nu skulle have tvungen pensionsopsparing.

Ingen hemmelighed at jeg synes at det var noget fis, hvilket jo bare er et bevis på at jeg aldrig har været god til at tænke langt frem….

På et tidspunkt sagde fyren fra PFA samtidig med at han pegede rundt: “En, to, tre – du er invalid eller død inden du bliver 40 år, – en, to, tre – du er invalid eller død iden du bliver 40 år”. Og jeg var en 3ér….

Det gjorde en stort indtryk. Faktisk var det noget af et chok men som så mange gange før lagde jeg det hurtigt bag mig, tænke vel at det ikke var mig og noget ubehageligt var det jo også at tænke på. Og hvad skulle jeg gøre med den viden ? Udover fremover at betale med et smil.

Nu har en kritisk sygdom ramt mig og den gamle historie er dukket op fra hukommelsens fjernlager. Og dermed blevet nærværende – selvom jeg jo hverken er død eller invalid men sygdommen vil for altid være en del af mit liv.

Min reaktion med at glemme det dengang tror jeg er helt normal. Og selv om man ved at livet er usikkert og man kan skilles fra det meget hurtigt skubber man det væk. Hvilket er klogt for hvem kan bære konstant at skulle tænke over det ? En af Freuds store opdagelser i psykonalysen – “fortrægnng” – er altså også en fantastisk ting. Hvad skulle man gøre uden ?

Efterskrift 2012:

Idag er jeg erklæret invalid idet min arbejdsevne befinder sig under den kritiske grænse. Jeg får invalidepension og har handicapskilt til bilen samt en anmærkning i mit kørekort om at jeg kun må køre bil med automatgear.

Leave a Reply