jeg er helt almindelig og gennemsnitlig og på ingen måde unik

Jeg er helt almindelig og gennemsnitlig, hvilket gør mig til en stolt fodtudse hos Leverpostejsfolket

Vi hører hele tiden at hvert enkelt mennesker er unikt, der er ingen grænser for hvad vi kan blive og drive det til. Jeg har også troet at jeg var “special”, noget særligt som havde noget / kunne noget som ingen andre. Men det er ikke rigtigt.

En bekendt sagde på et tidspunkt “vi er jo bare kloner”. Dvs kopier af hinanden og helt grundlæggende havde han ret. Vi har næsten de sammen gener og vi har alle de 4 grundfølelser iflg Gestaltterapien.

Unik ? Det er du næppe…

At få at vide man er unik kan give et forventningspress som kun de færreste kan leve op til og på den måde er der en risiko for hele tiden at føle du underpræsterer. Og hvorfor er jeg ikke bedre til X når nu jeg er unik og noget helt særligt ? Hvorfor er det ikke mig som har 1 mio likes på Instagram ?  50.000 følgere på Twitter og 5.000 venner på Facebook ?

Svaret er at det er fordi jeg er gennemsnitlig. Ikke noget særligt. Faktum er, at det kun er ganske få, som er noget helt særligt.

(kom lige til at tænke på sangen “Common People” af Pulp)

Jeg har også jagtet at være særlig og unik. Jeg har jagtet den kreative blodåre som jeg var sikker på jeg havde eller som jeg brændende ønskede mig – ved at skrive, ved at lave musik, ved at male, ved at fotografere. Men jeg er ærligt talt bare gennemsnitlig…

Det er ikke det samme som at jeg ikke har værdi eller ikke er god til noget. For det har jeg og det er jeg.

Jeg har værdi for min familie og venner, som godt kan lide mig og mit selskab. Og jeg betaler stadig skat og bidrager til statskassen også selvom jeg modtager en dyr behandling for min multiple sclerose.

Jeg er også god til noget

  • jeg er god til at tale og holde foredrag
  • jeg er god til at skrive
  • jeg er god til at få ideer. Ikke at de alle er gode men jeg får dem…
  • jeg er god til at sætte ting i perspektiv og se de store linier

Det har taget mig lang tid at sige højt at jeg faktisk synes jeg er god til noget.

Men jeg er ikke unik – der er mange, som skriver bedre end mig, er bedre til at holde foredrag end mig, bedre til at få ideer, er mere visionære og langt mere kreativ.

Nu er forventningsfrakken om at være særlig og unik er smidt til småt brændbart og derfor kan jeg sige, at jeg er stolt fodtudse hos Leverpostejsfolket. Folket, som udgør 99% af jordens befolkning: de almindelige og de ordinære.

Og det skammer jeg mig ikke over.

Leave a Reply