The Alphabet Series: C

Jeg elsker ord. Jeg elsker også lange, komplicerede sætninger som man fx finder hos Umberto Eco, som jeg ikke kan læe mere.

C

Citron: elsker en citronskive i min GT og i min cola. Muligt at citronmåner har fået en revival – det er ikke min skyld
Citrôen: Min forældre havde en ID19. Den og DS er blandt de FEDESTE biler der nogensinde er lavet. DIXI
Canada: vil jeg gerne hen. Fantastisk natur.
Colli-bakterier: det er ikke godt. Deprimerende at der er flere og flere som bliver resistente
Cambridge: mere England bliver det vil ikke ? Hmm. Måske Oxford…
Christian: det hedder jeg også. ”Christian” som i kristen ? Jeg er ikke.
Central: husker når jeg skulle ringe til min mormor: Hellerup 4945. Central styring kan være nødvendig – men jeg synes ikke om det
Carpe Diem: sandt men er det ikke lidt fortærsket ? På kanten af det banale ? Det er IKKE det jeg skal have tatoveret !

Lidt for sprognørderne:
C, c, tredje bogstav i alfabetet. C var i ældre dansk skrift almindeligt anvendt med lydværdien [k], mens denne udtale i nutidig dansk retskrivning kun findes i fremmedord, hvoraf de fleste er af latinsk oprindelse og afspejler den gamle latintradition eller er optaget i dansk via fransk eller engelsk, sjældnere italiensk. Den almindelige danske udtale af c viser et vekselforhold mellem [s] og [k] ligesom i fransk: som [s] foran fortungevokalerne e, i, y, æ og ø og ellers som [k], dvs. foran bagtungevokalerne a, o og u samt foran konsonanter og i slutningen af ord (Undtagelse: Cypern med [k]). Forbindelsen ck udtales [k] med foranstående kort vokal som i check. Forbindelsen ch udtales i franske låneord som [ɕ], fx charme og chauffør, i engelske som [ʨ], fx chips. I nogle engelske låneord har ch dog fået udtalen [ɕ], fx en check — modsat et check. I andre findes både [ɕ] og [ʨ], fx choker og charterrejse. I italienske ord, fx chianti, og i græske, fx chiton og Achilleus, udtales ch [k]. For italiensk c(c) foran i og e er udtalen [ʨ], fx cappuccino. (Undtagelse: cello med [ɕ]). Hvor oprindelsessprogets c står for lyden [k], erstattes c på dansk oftest af k, mens c med udtalen [s] altid bevares som c, således da. cirkus af lat. circus og da. koncert af fr. concert.

Det latinske C stammer fra det græske bogstav gamma, Γ/γ, der har lydværdien [g] (stemt) ligesom dets fønikiske forbillede og det tilsvarende hebraiske bogstav gimæl. Indtil 200-t. f.Kr. anvendte romerne tegnet C for såvel g-lyd som k. Dette skyldes etruskisk påvirkning, idet C på etruskisk også både stod for g- og k-lyd. Derefter differentierede romerne ved at skrive g-lyden som G, idet C blev forsynet med en “hage”, mens bogstavet C alene betegnede lyden k undtagen i visse forkortelser som C. for Gaius og Cn. for Gnaeus. Bogstavet hed i antikken [kɛ], og Cæsars og Ciceros navne udtaltes [ˈkɑi̯sɑɾ] og [ˈkikɛɾo] med ikke postaspireret k-lyd, dvs. næsten som dansk g-lyd. Omkring 500 e.Kr. indtrådte en assibilation af k-lyden foran fortungevokaler, således at c i denne position på romanske sprog og i den middelalderlige udtale af latin udtaltes [ʨ], [ds] eller [s], jf. den tyskpåvirkede udtale af ci som [ʨ] i bynavnet Fredericia.

Som romertal står C for ‘100’ (af lat. centum).

Kilde: denstoredanske fra Gyldendal
Fik du læst A, B, og F ?