At sige farvel er ved at blive en spidskompetence…

At sige farvel kan være en svær disciplin.

Nogle har umådelig svært ved at sige farvel til lille Peter, når denne skal på lejrtur med spejderne eller skole. At trække den slags farveller i langdrag kommer der intet godt ud af.

Vi har været gode “kys, kys, god tur” og så er vi gået. Ikke noget med at vinke i timer til bussen er kørt…det kræver noget disciplin.
Det ultimative farvel som døden er har jeg desværre også en del erfaring med. Da jeg var 15 år blev det til fem begravelser af familiemedlemmer på bare seks måneder.
Min mor døde for 21 år siden og min far for 15 år siden. Hvis man med “god til at gå til begravelser” mener at det ikke røre mig så er jeg ikke god til det….men nogle gange kan døden komme som en befrielse for smerte og lidelse, døden kan være smuk, en begravelse være smuk midt i tabet.

De tab jeg føler jeg har lidt med min MS er der intet smukt i.

Tabet af fysik, økonomi og kognitive funktioner er der intet smukt i. Punktum.
På et lidt mindre niveau er jeg blevet god til at sige farvel. Erkende at nu virker det ikke mere for mig. Jeg er god til at erkende, træffe en beslutning hvor svær den end måtte være og komme videre derfra.
Senest har jeg måtte trække mig som formand for Momento ved næste generalforsamling. Ikke nemt ! – for Momento, som jeg har været medstifter af, lægger meget mig på sinde. Men det dur ikke når jeg grundet den er nødt til at tage piller for at falde til ro. Så er det tid til at sige farvel…
 

Leave a Reply