At få mig til at gå tur i skoven har altid været en hård opgave for det har aldrig været “min ting” det dér skov
Det er meget fascinerende at det som giver ro eller inspiration kan være så forskelligt fra person til person. Jeg hører ofte at når folk har brug for ro eller inspiration går de en tur i skoven. Tror også de fleste læger vil anbefale det…
Men sådan har jeg det ikke….måske er det fordi jeg ikke er opvokset med det. Jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor jeg har været i skoven med min far, mor og bror. Det brugte vi ikke…
Som nogen har det med skov sådan har jeg det med vand dog. Mine bedsteforældre boede med udsigt til Hellerup Havn og jeg har ikke tal på de timer vi tilbragte ved bordet i soveværelset med at spejder i kikkert, spille kort eller drikke kaffe. Et virkelig godt barndomsminde.
Så stod valget mellem vand eller skov er der ingen tvivl hos mig. Men det var bedre med en tur til storbyen…
Men det dér natur har nu egentlig aldrig været mig. Jeg fandt en slags ro og inspiration i byen, i de oplyste vinduer og våde brosten. En slags ro for måske var det ikke ro men fodring af mit rastløse sind. Jeg ved det ikke og det er også ligemeget nu men jeg mærker at den “rigtige ro” er vigtigere for mig nu.
Derfor sprang jeg også til da min ene datter nævnte at hun gerne ville en tur i skoven…og det fortrød jeg ikke.