det er sgu numsekedeligt !

Fornyelig var jeg i Aalborg i forbindelse med mit bog projekt og spiste et let aftenmåltid på Cafe Klostertorvet. Jeg vil give dem to kokkehuer. Den ene kokkehue for at tale nordjysk og den anden for at have åbent. Og så måske en 1/2 for at øllet faktisk var koldt….

Jeg er ikke uvant med at spise alene på cafeer og restauranter. Det har jeg prøvet hundredevis af gange – men derfor er det sgu stadig numsekedeligt !
Hvad skal man dog lave ?
Se på andre mennesker og forsøge at lave historier i hovedet ! Her er lidt af det jeg så og de mennesker jeg mødte en almindelig onsdag aften i dobbelt A:

  • en mor og hendes halvvoksne datter: ”hvor er det dejlig at vi kan være så gode veninder, hygge os og tale om alt, ALT”

  • to teenageveninder, som efter et kvartes tid med SMS og opdatering af Facebook havde vigtige ting at snakke om: ”synes du også at Peter er lækker ? Og hvad ser Majken dog i Brian ?”

-et ungt par på date: ”hun er meget sød. Hvad tænker hun om mig ? Er jeg sjov nok, interessant nok ? Hvordan sidder mit hår ?

  • To universitetsstuderende, hvor den ene så mægtig godt ud. Hun kaster med hendes lange hår, griner unaturlig højt og kigger meget rundt: ”Ser i mig drenge ?”

  • fire fyre ude og drikke øl sammen.: ”Sgu lidt spild af tid. Ville hellere være hjemme hos Anna og måske se bold. Og vi har faktisk heller ikke så meget tilfælles mere”

  • et par i slutningen af 20érne, som ikke havde så meget mere at tale om. Alt var blevet sagt. For mange gange. Der blev rodet lidt med mobilerne: ”har du haft en god dag, skat ?”

  • en mand i 40éne med en stor fadøl. Alene: ”det er sgu noget lort det. Hun tager mig sgu aldrig tilbage ! Jeg er sgu et fjols !. Men Merete måske ?”

  • en kvinde i 30érne som tydeligvis ventede på een mens hun nippede til sin hvidvin: ”han kommer nok ikke. Han kunne da som minimum sende en SMS. Hvornår kommer HAN ?”

  • en træt fyr i sin bedste alder: ”det har været en lang, lang dag. En rigtigt god dag og jeg glæder mig til, at kunne alle vise det færdige projekt. Hvor er det fedt at nogle vil være med. Give af sig selv. Til mig og til andre. Du har meget at være taknemmelig for, Henrik. Du må hellere gå tidligt i seng. Du har også en lang dag i morgen.”

Leave a Reply