Uret er en af de få ting jeg har fra mit barndomshjem – og et jeg er vildt glad for !
Jeg arvede en del ting fra min mor og far men har efterhånden som tiden er gået skilt mig af med det meste
Lige da jeg arvede var jeg naturligt ked af det og jeg nænnede ikke at skille mig af med mange af tingene fra min far og mor. Der var jo historie og minder forbundet med mange ting. Efterhånden som tingene kom på afstand har jeg skilt mig af med det meste.
Stille og roligt fandt jeg ud af at jeg skulle bo i MIT hjem (sammen med min hustru) og ikke i min mors eller fars hjem.
Men uret – en Omega Geneve fra 1969 – er jeg voldsomt glad for og det skiller jeg mig aldrig af med. Jeg husker min fars stolthed og glæde over det ur. “Omega laver verdens bedste ure” sagde han til mig.
Jeg har haft et Omega Seamaster, som jeg selv købte – og solgte. Jeg syntes, og synes, det er et fedt ur men jeg fandt det efter jeg har fået MS for tungt at have på armen. Det var et ur som når jeg kiggede på det tænkt “hold kæft, et flot ur !”. Flot, men ikke prangende….det kunne jeg godt lide.
Bevares, det var lidt besværligt at skulle trække uret op hver morgen men nu er det ligesom blevet en del af morgen ritualet og jeg tænker ikke over det mere.
Når jeg ser på uret tænker jeg “Hold kæft, et dejligt elegant og enkelt ur. Godt håndværk !”
Fornyelig fik jeg det tjekket og fik en ny rem på og der fik jeg oplyst at det var fra 1969 samt beroliget med at det intet fejlede og han havde reservedele..
God oplevelse hos Krognos på Frederiksberg
Til kbh.pictures lavede jeg nogle billeder
