“dig vil jeg ikke hilse på ” er IKKE en god start

Min kognitive udfordringer får mig til tider til at sige dumme ting – “dig vil jeg ikke hilse på ” er en af dem…

For nogle år siden fyldte fotobutikken  One Of Many Cameras 1 år og i den forbindelse holdt de “fødselsdag” i Zeppelin Bar ved Vesterbro Torv. Samtidig udgav Bjarke Ahlstrand, som var den ene ejer, fotobogen “After Danach Aprés Despuès Dopo Efter“, hvor Bjarke have været sød at nævne mit navn i “Acknowledments”

Jeg var inviteret (det var nok et Åben Hus arrangement….) da jeg på det tidspunkt kom jævnligt i butikken, hvor jeg i talte en del med Daniel Madsen, som var den anden ejer.

Som vanligt kom jeg i god tid og Daniel introducerede mig for flere. Jeg hilste og gav hånd (som man gjorde dengang…) og Daniel sagde “Og det her er Ole Christiansen, som er en vanvittig dygtig fotograf”. Da var jeg fyldt op i hovedet og fik sagt noget i stil med “dig orker jeg ikke at hilse på” eller “dig vil jeg ikke hilse på”. Ole stivenede et kort øjeblik og jeg tør slet ikke tænke på, hvad han måtte have tænkt om mig ! Eller hvad Daniel har tænkt…

For mig fremstår det som en af de støste sociale katastrofer jeg har begået – og jeg har begået en del…

Det var jo ikke fordi jeg ikke ville hilse på ham men simpelhen fordi jeg var hjernetræt. Jeg orkede ikke mere, havde mental forstoppelse af alle indtrykkene – jeg var slukket.

Nogle uger senere mødte jeg Ole i One Of Many Cameras på Gråbrødre Torv og undskyldte straks min opførsel og forklarede ham sammehængen.

Siden da har jeg mødt Ole i forskellige sammenhænge, har købt nogle af hans billeder, har flere af hans bøger, har fået printet hos ham og sammen med Jakob Kjøller lavet et interview:

Og hvorfor fortæller jeg denne historie, som ikke sætte mig i gunstigt lys ?

Af flere årsager:

Den fortæller hvad hjernetræthed kan gøre, hvad kognitive udfordringer kan medfører. Det ER socialt handicappende ! At blive mødt som Ole gjorde er ikke befordrende for noget som helst.

Den fortæller også, at jeg er bevidst om jeg til tider har en mærkelig opførsel og ikke er bange for at undskylde for den. Idet jeg håber at min adfærd er til at undskylde. Og at tilgive.

De fleste jeg kender, ved godt, at jeg har sclerose og kan sige “underlige” ting og jeg er taknemmelig for deres tilgivelse. Sværere er det jo med folk man ikke kender – og måske ikke kommer til det med den indledning.

Leave a Reply