du bliver det du ser

Overskriften er naturligvis en let omskrivning og helt sikkert ikke underbygget af store undersøgelser – men jeg tror det er rigtigt.
For 30år siden havde jeg en lille teori om at mennesker, der voksede op i små firkantede lejligheder også blev firkantede…klart at det var ungdommens dårskab men nu er jeg nået til gamlingens-galskabs-alder; det er ikke blevet bedre….
Alle kender “du bliver, hvad du spiser”  og P3´s “du bliver, hvad hører” og jeg tror, at det er rigtigt. Hvad angår hvad man spiser er der ikke bare en stor chancen for at blive overvægtig, hvis man spiser forkert i forhold til ens krop og gener (god kost er ikke det samme for alle) men hvad du spiser kan også påvirke hvordan dit humør og dine tanker er. Fascinerende at afføring og tarmfunktion har fået en revival hos læger. Anyways…
Jeg tror også, at du bliver hvad du ser og derfor bekymrer højhuse og altaner mig lidt.
 

Det er også en misforståelse at tro, at de høje huse giver mere liv i byen. Tværtimod. Jo højere oppe man bor, jo mindre kommer man ud i byen. Hvor man i de lave huse ret ubesværet kan smutte ind og ud, er der ingen, der bare smutter hverken ind i eller ud af de høje huse. At komme ned og ud bliver en langt mere omstændelig proces og derfor en langt sjældnere aktivitet. For at få frisk luft i de højere luftlag må man ud på altanerne.
Kilde: Politikken / 27. marts 2018

Som jeg kender højhuse mødes man kort i elevatoren og nikker kort og formelt til hinanden. Og det med, at man ikke lige render ned på gaden tænker jeg er korrekt. Og dermed ser man kun sig selv og verden oppefra – ikke i øjenhøjde.
Ang. altaner er jeg nervøs for, at vi dropper at gå i parken, at sætte os på en bænk, “vi tager bare kaffen på altanen” og dermed går glip af den inspiration og udsyn det giver, at kommer ud i verden.
Altanen er som parcelhusets ligusterhæk, hvor vi kan sidde os og glemme de andre i en indbildt tryghed og drømmen om det gode liv.
Når man sætter sig på en fortovscafé/restaurant og ser de mange forskellige mennesker passerer får man et andet indtryk af menneskerne. Den hårdtpumpede med tatovering op af halsen, den flamboyante levemand, den hoodie klædte unge, den… alle bliver de mindre skræmmende ved at man ser dem live og få meter fra en. 
Altanen bliver en barriere for virkeligheden. Virkelighed bliver vist på TV. Er TV. Alle dine dagligvare bestiller du på Nemlig.com, dit tøj bestiller du på Boozt.com, din ny kæreste på Tinder, musikken streames, bøger høres som lydbøger på Mofibo – dine meninger og holdninger kommer fra Facebook. Du swiper dig igennem.
I foråret 2018 foreslog Socialdemokratiet, at unge der tog en erhvervsuddannelse skulle have 50.000 kr. kontant. Men måske skulle vi give alle konfirmander og non-firmander et interrail kort til en måned og 5.000 kr i lommepenge. Kontanterne skulle komme til udbetaling når man ved hjemkomst kunne fremvise tre stempler i passet.
Det er der mere perspektiv i (synes jeg)

Leave a Reply