Er du en skumslukker ?

Det er på mode at være i overskud, sige pyt og være overbærende. Men der er nogle ting som gør mig pissesur – siger jeg det altid ? Næh, men ret ofte (siger andre)
Jeg ved godt at jeg ikke er nem. Jeg stiller krav til mig selv og til andre.
Jeg er helt klar på, at ikke alle har så meget tid til rådighed som jeg. Jeg er ikke i arbejde og har ikke små børn. Til gengæld har mit døgn færre vågne timer end de fleste. Jeg har mere brug for hvile og sover mere end de fleste. Bestemt ikke med min gode vilje ! – men det skal der til for at jeg kan leve med MIN MS.
Men jeg har det også sådan at har man sagt ja til noget må man arbejde med det, gøre en indsats og ikke lede efter det laveste sted i gærdet. Eller håbe på at chefen ikke opdager det – det går nok….
Kan man gå 100% ind i alting ? Ja, det kan man godt – men det kræver måske at du siger nej til nogle ting…jeg tror det hedder prioritering…
For nyelig blev jeg også mindet om hvorfor jeg hadede gruppearbejde som barn. Der var altid nogle, som kørte på frihjul og lukerede på andres arbejde. Dem hadede jeg at være i gruppen med !
Og sådan har jeg det stadig. I stedet for at alle arbejder og bringer benzin til bålet som lyser himlen op og som vi alle kan varme os ved så er der nogle som nærmest kun kommer med en skumslukker !
Og det gør mig pissesur og pisseærgerlig ! Det som kunne have været et fedt bål bliver en rygende ruinhob.