et år er gået siden min bror Kim døde

Min bror døde pludseligt for et år siden og det har været et mærkeligt år.

På denne dag for et år siden var vi ikke langt inde i det, som idag hedder Corona krisen og jeg oplevede for første gang, hvor alvorligt man tog Covid-19. Da jeg ankom til min brors lejlighed 15 minutter efter hans yngste søn havde ringet til mig, blev jeg mødt af en læge og to Falck reddere iført det store udstyr. I ren månebase Alpha stil var de dækket fra top til tå og med en stemme der næsten lød som Darth Vader, sagde lægen “Vi gjorde hvad vi kunne”.

“Hvad vi kunne”. Siden hans død har jeg tænkt over om jeg gjorde hvad jeg kunne. Der er der nok ikke et klart svar på. Der er så mange mellemregninger og faktorer man skal tage i betragning så det giver nok ingen mening. Men jeg har tænkt tanken.

Dagen efter hans død skrev jeg en nekrolog. Det gjorde jeg fordi jeg havde brug for det og som jeg læser den her et år efter står hvert et ord ved magt. Jeg synes jeg fornemmer kærlighed men ikke en vammelsød pink candyfloss, som man kunne forfalde til i det nære lys af ens brors død. Jeg er glad for den og det jeg skrev.

Siden da er tiden gået stærkt og langsomt på samme tid. Covid-19 har haft verdenssamfundets fulde opmærksomhed. Det har fyldt meget. I tankerne og i handling. Med håndsprit og mundbind.

Det har fyldt så meget at sorgen ikke har haft gode vækstbetingelser og det er måske godt. “The show must go on” som Kim kunne have sagt.

Men det betyder ikke at Kim ikke har været i min tanker.

 

 

Min mor døde i 1993, min far i 1999, min bror 2020. Billedet er skudt i Ventimiglia af en venlig fremmed med mine forældres kamera

 

 

Leave a Reply