Et sted må jeg bare erkende at hvad der var, var

I de første år efter jeg havde fået konstateret sclerose var der mange ting som skulle falde på plads. Nu må jeg erkende….

En af de ting der skulle falde på plads var alt omkring arbejde. Et arbejde giver flere ting ud udover en månedlig indtægt. Fx prestige, anerkendelse, følelsen af af være en del af noget, en slags formål.
Omkring  formål tænker jeg at det er der sikkert mange arbejdspladser (virksomheder) der ikke giver. Der er også mange virksomheder, der ikke give mig en grund til at købe deres produkter. Men det er en anden sag.

En måde jeg startede med at håndterer tabet var at lukke af, lukke lidt ned og tænke, at det betød jo heller ikke noget.

Men jeg har efter lang tids tøven erkendt at det gjorde det.

Hele det kapitel som hedder arbejde og hvad deraf følger har jeg beskæftiget mig med over nogle omgange: Gammeldags Stolthed, Jeg blev lige mindet om…, Så fik jeg taget mig sammen, en karrierer kom forbi og jeg har sikkert været inde på emnet også i andre indlæg.

Idag kom blev jeg mindet om det fordi nogle visitkort fra dengang har overlevet i et jakkesæt…

Et sted må jeg bare erkende at hvad der var, var. Jeg kan ikke løbe fra det. Lukke øjnene. Og må erkende. Fx at jeg var glad for mit arbejde, det betød noget for mig, jeg er stolt over det jeg opnåede med bare 10 års skolegang, at jeg har haft mange gode oplevelser og at det et lang stykke henad vejen har gjort mig til den jeg er.

Leave a Reply