Alle, eller de fleste, vil gerne være en del af fælleskabet og følelsen af at være uden for er ikke rar
Da jeg så den lille pige stå alene for sig selv mens alle andre legede på Israels Plads fik jeg et stik i hjertet. Jeg aner ikke om hun følte sig alene og uden for og man skal passe på med “dømme” ud fra en foto taget på 1/2000 del af et sekund en helt tilfældig dag på en helt tilfældig tidspunkt – men det triggede noget i mig; en velkendt følelse blussede op og jeg blev ked af det og og jeg blev vred.
Jeg kender godt følelsen af at være uden for en gruppe eller være uden for den gruppe man gerne vil være en del af og jeg kender også til at være den, som bliver valgt næstsidst eller sidst. Og jeg kender godt til fordomme om tykke mennesker: de er uden selvkontrol, de er dovne og ikke for kvikke og de er altid glade men indeni græder de…Det er ikke en klagesang ! – andre bliver mødt med langt flere og langt større fordomme end jeg nogensinde har mødt. Og idag med den digital mobning finder man aldrig fred.
Den form for mobning nogle unge bliver udsat for gør mig virkelig vred. Det hører ikke steder hjemme ! Men desværre oplever mange voksne også mobning på deres arbejdsplads og må tror det er løgn. Men det er det desværre ikke.
Det skal siges at jeg i skolen ikke oplevede mobning men må med skam sige, at jeg også har være med til at mobbe. Og det skal siges til skolens store ros, at der var fokus på det. Og vi taler om skolegang i 1970érne…Det værste jeg har oplevet på skolen var da en fysiklærer kaldte mig dum og tyk. Helst sikkert fordi jeg har været skideirriterende. Dét udløste naturligvis en klage fra min forældre og jeg fik en personlig undskyldning men det var jo sagt.
Idag er jeg pensionist grundet sclerose og jeg kan godt føle mig uden for. Jeg er uden for det fælleskab som en arbejdsplads også er. Og man kommer nemt i en nedadgående spiral, hvor at jo længere tid du har været væk jo vanskeligere er det at komme tilbage. Der sker noget med een.