første ferie i Grækenland blev en succes

Af flere grunde har jeg ikke været i Grækenland før nu og det blev en succes

At vi ikke har været i Grækenland før skyldes flere ting men primært skyldes det mig. Jeg påtager mig det fulde ansvar !

For 8-9 siden havde vi faktisk bestilt en rejse til Korfu, men den var vi nødt til at aflyse, da jeg havde fået et MS attak. Jeg husker ikke hvor tæt på afrejse det skete, men forsikringen dækker ikke hvis attaket skete mindre end 3 måneder før afrejse. Så vi aflyste.

Og så må jeg erkende, at jeg aldrig har været vild med tanken om at tage til Grækenland. Een del af en god ferie for mig er at spise og drikke godt. Det græske køkken har aldrig været min kop te. Jeg kan ikke fordrage tzatziki, bryder mig ikke meget om feta, maden lavet i den “gyldne gryde” (friture) er heller ikke mig, retsina og ouzo er heller ikke mig….

Så er der ferie formen. Grækenland for mig er enten Athen eller badeferie, hvor man flyder ud på en liggestol på en græsk ø…

Det er altså meget “som ikke er mig”…..men vi tog til Kreta i start september og det fortrød vi ikke !

Vi fik en dårlig start på ferien. Norwegian var igen, igen forsinket og vi måtte sidde i flyet i mere end en time før vi kunne lette fra Kastrup. På hjemturen fra Chania var Norwegian forsinket først een time før vi kunne boarde bare for, at vi at vide vi skulle sidde i flyet 1.5 time før vi kunne lette. For at fuldende det var de ikke skarpe kl 01.00 i Kastrup med bagagen, som det tog 40 minutter at komme.

Det behøver ikke spørge mig om jeg var tosset. Det var jeg. Og som jeg sad i flyet på Kreta og ventede, mærkede jeg den ro og fred jeg havde opsparet i ugen sive ud af mig. Nu, nogle dage senere, skal det ikke farve ferien, som var skøn.

Jeg har aldrig kunne være på en strand en hel dag. Jeg keder mig og bliver rastløs. Der skal ske “noget”. Men på denne ferie har jeg intet fortaget mig. Intet.

Stod op om morgenen, spiste morgenmad, gik på stranden, lejede liggestole, tog “hjem” omkring kl 16:00, hvilede lidt og søgte mod et spisested kl 20.00. Afsluttede dagen på balkonen med udsigt over bugten. That´s it !

I syv dage. Og det var dejligt ! Jeg har altid godt kunne lide at se ud over vandet. Det giver mig ro, tankerne lukkes ned, jeg er.

Jeg har aldrig oplevet så afslappende en ferie. På alle andre ferier har jeg set mere, oplevet mere men aldrig før har jeg slappet så meget af.
Det skyldes sikkert flere ting:

Jeg er blevet ældre og så var der faktisk ikke mere at fortage sig i byen. Byen har 10-15 faste indbyggere så når sæsonen er slut er byen praktisk taget lukket ned. Der var ingen høje hoteller, ingen stor aktivitet og mange mennesker på stranden. Bare klart, varmt vandt og en dejlig saltfyldt brise.

Leave a Reply