med "hyggeonkel" tænker jeg straks på Onkel Anders i Far til Fire

Vi tillægger ord forskellige betydninger og vi kan ikke vide, hvordan modtageren opfatter dem

At kommunikation er en svær ting står vist lysende klart for enhver og det er nemt at komme galt afsted. Helt uvidende og uden at mene noget ondt med ordene.

Vi ved allesammen, at der er ord, som generelt har en negativ betydning. Ord, som vi ikke bruger mere fordi de sender dårlige signaler fra fortiden eller ord vi ved er nedladende.

“Simone” og “hyggeonkel” duer ikke for mig

Men der er andre ord, som betyder een ting for dig og måske noget helt andet for en anden. Lige som navne ofte giver en association.
Fx påtænkte vi at kalde vores ældste datter for “Simone” indtil min bror sagde, at det lød som en havneluder fra Marseille – dét udelukkede det navn lige på stedet !

Min bror har skabt et billede i mit hoved og hver gang jeg siden er stødt på navnet tænker jeg “havneluder fra Marseille”. Synd for Simone….
Vi har sikkert alle ord eller navne som giver en dårlig association for os. Udover “Simone” skaber ordet “hyggeonkel” dårlig stemning hos mig, hvis det skulle blive brugt om mig.

Hyggeonkel
(ældre) mand der hygger sig og hygger om sine medmennesker
Kilde: Den Danske Ordbog

Når jeg tænker på ordet “hyggeonkel” tænker jeg straks på Onkel Anders i Far til Fire. En uskadelig, ufarlig og konfus ældre mand med hvidt skæg. En person som tuller rundt i periferien, en mand på tålt ophold sålænge han ikke ødelægger noget, en mand man ikke kan forvente noget af, en lidt uduelig og lettere værdiløs mand.

Og så ved jeg godt andre har en helt anden association når de tænker på “hyggeonkel” eller Onkel Anders. Men da jeg har den association, og med min sklerose, er jeg lidt ømfindtlig for at bliver kaldt hyggeonkel hvor uskyldig og charmerende det end er ment. Men den anden kan jo ikke vide det så no hard feelings.

Det slår direkte ned i en følelse som jeg til tider har og som jeg hader helt vildt: følelsen af at være i periferien og være værdiløs.

Følelsen er kommet efter jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet og efter mine attakker, som har ramt kognitivt.

Jeg kan også godt forstå at nogle måske kan få tanken “hyggeonkel” for jeg bestræber mig på, at få andre til at føle sig godt tilpas i mit selskab, gøre noget for andre og være venlig og imødekommende men jeg har måske trukket det for langt ud og gør mig for megen umage ?

Leave a Reply