jeg er her sgu også ! /4

Jep, tid til nr. 4

I flere artikler bliver det at få børn når man har sclerose behandlet. Naturligvis gør man sig mange tanker – og sikkert også bekymringer -over at skulle være forældre.

Og har man en kronisk sygdom før man sig sikkert endnu flere tanker og har måske endnu flere bekymringer.

Men jeg har ikke ikke set eller læst en artikel med en mand om det at skulle være forældre når man har sclerose ?

Jeg er helt med på at mænd måske ikke gør sig helt så mange tanker som kvinder, der har den store oplevelse og byrde ved at være gravid i 9 måneder og gennemleve en fødsel af et nyt liv.

Men jeg kan ikke tro, at der ikke findes mænd som har gjort sig nogle tanker om det !

De kommer måske aldrig til at spille fodbold med knægten som deres far gjorde med dem.

De kommer måske aldrig til at lære datteren at cykle,  løbende bagved med et kosteskaft for at holde cyklen på ret kurs.

De kommer måske heller ikke til at være den super far de gerne vil være til datterens fødselsdage eller kommer ikke til rulle på rulleskøjter med sønnen.

Jeg er personligt ked af, at jeg ikke har kunne deltage helt så meget jeg gerne vil i mine børns liv og aktiviteter.