Jeg har aldrig været specielt tålmodig men nu tager det overhånd
En af de syv dødssynder er “Ina” aka vrede og den oplever jeg nu oftere og stærkere end før.
Vrede er en naturlig følelse og virkelig god i mange sammehænge og en vigtig del af vores naturlig kampberedskab. Som barn kunne jeg være meget opfarende men fik god styr på det og har ikke haft de store problemer med det i mange år.
Men jeg oplever at vreden kommer kraftigere og over ubetydelig ting/forhold. Og hvor jeg tidligere faldt ligeså hurtigt ned som jeg farede op tager det nu længere tid for mig at ryste vreden af mig.
Om det skyldes almen alderdom eller min sclerose der ophober plaques eller nedbryder mine nerveceller i pandelappen, der skal lægge en dæmper på det, ved jeg ikke. Men jeg er meget bevidst om det. Og det skyldes mest noget omkring tid.
Du får lige et eksempel:
En bus kommer ikke til den tid, der står på skiltet, som rejseplanen siger eller som en SMS melding retur siger at den skal. Jeg har nogle “issues” omkring tid og kan ikke fordrage at komme for sent. Heller ikke selvom jeg ved at det ikke skyldes slendrian fra min side så kan jeg ikke fordrage at komme for sent.
Jeg er opdraget til, at kommer jeg for sent skyldes det, at jeg ikke er taget hjemmefra i god nok tid. At det at komme for sent er respektløst over for dem jeg har en aftale med. At det er uacceptabelt ikke at afleverer mit arbejde til andre til aftalt tid.
mea culpa
Det bringer mig ud af balance og jeg er ikke godt til at håndterer pludseligt opståede situationer mere. Tidligere var jeg meget rolig og fik hurtigt dannet mig et overblik men sådan er det ikke mere.
Til min ros må jeg sige at jeg lader ikke min vrede går ud over fx buschaufføren så jeg kan tøjle det og det eksploderer ikke og går ikke udover sagesløse. Men helt stolt over mig selv er jeg nu ikke. For det er vel mangel på selvdisciplin som tiden tilsiger er en god ting ?
Jeg må skrive en blog en dag om selvdisciplin…..