Jeg føler mig mest som en splittet arbejderdreng

Alle vil vi gerne føle at man høre hjemme og til bare et sted, noget og nogle man kan identificere sig med.

Jeg har altid kæmpet lidt med at føle at jeg ikke hørte til. Følt mig udenfor. Jeg har aldrig følt min som “one of the boys”. Det er en følelse, der kom allerede i skolen.

I 7. Klasse skiftede jeg skole fra een privat skole til en anden. Fra Institut Sankt Joseph (ISJ) til Niels Steensens Gymnasium (NSG). Allerede ISJ var et brud for omkring mig gik de fleste på den lokale folkeskole og de værdier jeg lærte på ISJ var ikke helt de samme, som prægede lokal området med Studsgaardgade, der i firserne blev kendt for Grønjakkerne (som i min optik var virkelig kedelige typer).

Hvor jeg husker ISJ, som et sted for almindelige børn af almindelige forældre oplevede jeg NSG meget anderledes. Meget handler jo om de elever man tilfældigvis kommer i klasse med. Jeg kom i en klasse hvor at gå i grå flannelsbukser, skjorte og slips, have en Samsonite attachemappe som skoletaske og stemme Konservativt var normen. 7. Klasse! For fanden jeg har været omkring 13 år.

Det var ikke normen hvor jeg kom fra, men man, eller jeg gjorde, kørte med. Det var en norm og verden som jeg gerne ville være med i og jeg tror det passede fx min far godt. At kunne komme lidt op af rangstigen.

Jeg fik en karriere i en stor international virksomhed uden nævneværdig uddannelse men var omgivet af cand. dit og dat, HD’er og andre veluddannede. Uddannelse sætter sig i sprog og generel adfærd.
“Man må hyle som de ulve man er blandt” lød rådet (instruksen?) fra en chef. Og det gjorde jeg så til en vis grad: min påklædning, hvor slips var et krav!

Men det blev også et brændstof for mig. Jeg ville vise at jeg trods manglende uddannelse duede til noget. Men dårligt brændstof, der bestod af trods. Jeg følte, at jeg hele tiden kæmpede for accept og anerkendelse, hvilket jeg opnåede men var det accept af mig eller den lidt påtagede mig? Hylede jeg for meget i kor ? Det er også underordnet nu.

Og de to størrelser – mig og påtagede mig – kan jeg ikke skelne mellem mere. De er smeltet sammen og måske findes de ikke mere? Der er måske kun mig anno 2017? Men jeg synes selv jeg er underlig splittet.

Måske er det derfor jeg er forholdsvis god til at holde foredrag etc. Jeg optræder, spiller en rolle. Måske skulle jeg være blevet noget helt andet end it chef ? Skuespiller ? Jeg tror, jeg ville have været god.

Leave a Reply