Den dag i juli måned var ikke rar og jeg skulle igen kondolerer
Jeg har aldrig brudt mig om ordet “kondolere” men i mangel af bedre… “Kondolerer” er på mange måder et fint ord, der opsummere fint og kort og jeg har svært ved at komme på noget bedre. Ihverfald hvis det skal være kort og uden at jeg tudbrøler.
Min modvilje mod ordet skyldes måske, at jeg skulle bruge det ofte i en perioden i mine ungdomsår – fem begravelser på seks måneder – og at jeg som 15 årig ikke kendte betydningen af ordet. Det blev et dumt mekanisk ord uden betydning og det er jo helt forkert. Ordet “kondolerer” er per definition et føle ord:
Kondolerer – udtrykke sin medfølelse over for en pårørende ved en persons død
Kilde: wikipedia
Denne dag i juli var det bisættelse af min faster. 85 år, et langt liv og efter sygdom herunder en demenssygdom. Så der er jo ikke noget at sige til det og overraskende var det ikke. Men det var en trist dag – minderne vælter frem og op i een og det gjorde det så ikke bedre, at det var på min mors fødselsdag. Min mor har været død i 28 år men jeg husker datoen for det var altid mig, som skulle huske på den og minde min bror om det (han lærte heller aldrig at huske min fødselsdag).
Vi mødte mine fætre, deres koner og børn samt personer fra tiden – 1970erne – som jeg husker fra min børnehøjde.
Heldigvis var der ikke restriktioner og heldigvis blev der afholdt en kirkelig handling. Det er ikke fordi troen fylder hos mig men en bisættelse med få ord og et par sange er sådan set en god afrunding for de efterladte – eller det er det for mig. Husker stadig at min bror ikke ønskede en kirkelig handling og med de Covid-19 restriktioner, der var gældende betød det, at efter møde hos bedemanden var det sådan slut. Der var ingenting. Det var sådan det var af forskelle grunde men jeg savnde ærlig talt den afrunding, den afslutning, det sidste farvel.
Begravelse er ikke min favorit aktivitet men jeg oplever noget godt ved dem. Jeg mindes, vi mindes sammen, vi husker, vi føler, vi mødes.
“Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”
Det er ofte ved bisættelse at de ord står klarest for mig. At jeg føler jeg er en del af noget. At der er et bånd.
Ved min fasters bisættelse var der masser at mindes. Min forældre var på god fod med min faster og onkel og familien holdt ferier sammen. Først i Køge på camping (husker ikke meget) men så var der ferierne i Italien. Dem husker jeg med stor glæde.
Siden da skete der så meget og tingene blev vanskeligere.
Jeg var altid efternøleren. Syv år yngre end min bror og 11 år yngre end min ældste fætter. Så i mange år har jeg ikke haft stor kontakt og som min fætter sagde til mig for nogle år siden: jeg var skide irriterende for der skulle altid tages hensyn til mig. Det var jo ikke min skyld..
Jeg var jo et barn og de andre unge mennesker. Billedet til venstre er vist fra 1975 – jeg har sådan været syv, næsten otte og mine fætre har på billedet har været omkring de 18 år.
På billedet ser jeg i front en lille skidtvigtig møgunge (mig)
Så nogle forbindelser gled ud…Og jeg tror, at jeg også selv skabte en fortælling om mig selv, for mig selv: at jeg ikke havde noget familie. Måske det var en reaktion oven på de mange dødsfald inden for kort tid. Vi talte ikke meget om det – det var noget, som skulle overståes og desuden var der jo masser af andre problemer.
I de senere år er min historie blevet klarere og det hænger nok sammen med, at min børn har spurgt ind til min familie. Hvordan var farmor og farfar ? Har du ingen familie etc. Foranlediget af det skrev jeg for nogle år siden en række korte tekster om min barndom, min skolegang, min barndomsgade og min familie – om min mor, min far, min bror og min mormor. Mine børn kendte godt deres onkel, min bror Kim, men de andre er ukendt for dem. Det gav dem noget historie og mig en mulighed for at mindes og få tingene lagt på plads.
Og ordene om, at intet menneske er en ø står mere og mere klar for mig. Ret klart.