Self efficacy er (vist) troen på at man kan baseret på tidligere oplevelser eller erfaringer men hvad nu hvis de er fra en anden tid ?
Jeg har omtalt self efficacy før – i denne blog – og synes jo at selv ordret er total popsmart men indrømmer også gerne at jeg ikke er ekspert på nogen måde i begrebet og er derfor helt åben for at jeg ikke har forstået en skid af det…
Men hvis det handler om at ens tidligere erfaringer og oplevelser gør at man tro på at man kan gøre det igen er jeg helt med. Fx når du engang har løbet et marathon så ved du at du kan og du tror/ved du kan gøre det igen. Har du een gang deltaget i Sjælland Rundt tror du 100% på at du kan igen.
Problemet for mig er bare at de positive erfaringer er fra før jeg fik sclerose. Det betyder at min tillid til egen fysiske formåen er væk. Jeg tænker for meget over om jeg nu kan og tvivlen nager.
Og jeg hader det helt vildt !
Fx tænker jeg om jeg nu kan klarer den fototur til Berlin, som jeg gerne vil på. Har jeg energien om tre måneder – både fysiskt og mentalt ? Kan jeg være med eller sinker jeg bare de andre (det tænker jeg meget over) ? Kan det betaler sig at tage med når jeg skal hvile om eftermiddagen og tidligt i seng om aftenen ?
Husk:
“Risikoen for et det ikke bliver til noget stiger eksponentielt med tiden du bruger på at tænke over det”
Citat: Henrik Wessmann, 2013
PS: Jeg har deltaget i sejladsen “Sjælland Rundt” i 1998. Løb nr 19 på båden “Soldanelle” med Ib som skipper: VI VANDT VORES LØB – efter en fuldstænding vild sejlads
PPS: Jeg er helt vildt stolt over det resultat !