Er du et konkurrencemenneske ?

I 1970érne hvor jeg voksede op var ordet “konkurrencemenneske” et negativt ladet ord; næsten et skældsord

Måske er derfor jeg ikke er det eller måske forbi jeg ikke var så god til det “man” konkurrerede på…
S

om barn var jeg ikke så god til sport som fx fodbold. Var man god til fodbold var lykken gjort ! Men jeg var tyk, gik i min brors og fætres aflagte tøj og skulle være tidligt hjemme…

Jeg har vist tidligere nævnt at jeg i forhold til de flest har haft en strengere opdragelse og gået på katolske privatskole, hvor moral, god opførsel var blandt dyderne – og det er  jeg sådan set slet ikke ked af selvom det til tider er møg besværligt.

Min far forsøgte at få konkurrencegenet til at blomstre fx ved de sjælne kortspil i familien eller når jeg spillede Matador med min syv år ældre bror (umage kamp? Yes !)
Men det har aldrig været vigtigt for mig at vinde som sådan. At kunne sige “jeg slog Peter i bordtennis”. Slet ikke.

Jeg var mere optaget af om jeg havde spillet mit bedste og det skulle helst være spektakulært – med hæl og tå, for at bruge nogle fodboldtermer. At vinde på den kedelige måde, som Danmark gjorde i 1992 ved EM i fodbold, var uden betydning og æreløst for mig.

Hvis jeg skulle vinde skulle det være spektakulært.

På jobbet som voksen var jeg meget optaget at gøre det lidt bedre dag for dag. Det var fint hvis vi voksede med markedet men det irriterede mig hvis jeg mente at vi kunne have gjort det bedre (det var før Kaizen blev almen kendt). Hvis vi bare lige havde…

Det har jo den positive effekt at man altid stræber efter det højeste men i så sandelig også den kedelige bivirkning at man aldrig bliver tilfreds. Intet er god nok for der er altid noget, der kan gøres bedre.

Hold fast, hvor har jeg givet mig selv mange tæsk i årenes løb !

I de mange år havde jeg det meget ambivalent med at få ros. Jeg kunne eller ville ikke tro på det, mente at det var da ikke noget særlig og jeg burde have gjort det meget bedre (mere om det en anden gang)

Flere jeg kender deltager også i fotokonkurrencer. Selve det at konkurrere på fotografi finder jeg lidt mærkeligt – jeg vil naturligvis gerne vinde men jeg stiller ikke op for at vinde. Lyder det mærkeligt ?

For mig er det mere interressant at høre om andre kan lide mit billede og måske kan komme med konstruktiv kritik, så jeg kan blive bedre.
Min konkurrence er med mig selv. At jeg bliver så god jeg kan blive med det talent jeg måtte have til rådighed, med de begrænsninger som helbredet og økonomien måtte diktere.

Tanken om at blive den bedste man kan blive med det man har fået tildelt synes jeg er en smuk tanken.

 

PS: Jeg har lavet et note til mig selv: øv dig på at sige “pyt” og bliv bedre til bare at tage ros ind uden at analyser det til døde…

Leave a Reply