“Looking At Art” er både for sjov og for alvor

Billedet “Looking At Art” er en masse ironi over mig selv og nogle tendenser anno 2022

Lad os starte med at sige hvad det rent faktisk er:

Jeg tog et snapshot på Statens Museum for Kunst af en person, der sidder og betragter et billede – et kunstværk. Hvad den person tænkte, følte kan jeg kun gisne om. Billedet er, som jeg husker det af Frida Kahlo, og måske tænker betragteren denne person som person eller ikon og ikke personen som er på billedet i sig selv? I billedet der betragtes har jeg indsat en billeder af mig selv -fire versioner af mig – fire billeder som jeg har lavet til et billede.

LookingAtArt

Selve original billeder der betragtes er defineret som kunst. Det hænger på Statens Museum for Kunst hvilket betyder at det har fået en godkendelse som kunst og, antager jeg, en del penge værd.

Hvorfor er det kunst ?

Er det kunst fordi det er en godt, spændende billede eller er det fordi det er malet af Kahlo ? Fordi det er en selvportræt at Kahlo ? Altså er det værker i sig selv eller fordi der er malet af hende ?

Pt. har Galleri Oxholm en udstilling med værker af Boy George. Jeg har ikke set udstillingen men tanken om det er kunst og interessant fordi det er lavet af ham og ikke fordi værkerne er kunst har strejfet mig. Jeg skal ikke kunne afgøre det. En del personer som er kendt fra fx musik, film etc er blevet succesfulde bileldkunstnere.

Jeg har fotograferet i nogle år og jeg kan konstatere, at laves der et billeder med en kendt person regnes det for mere end hvis det er af en ukendt person. Selvom det teknisk og på alle måder er ligeså godt – men det er en anden person. En person vi genkender og har en relation til, føler vi. Altså har genkendelsen og sympatien med/mod af det vi beskuer en klar indvirkning.

Vi ser på os selv hele tiden

Nu har jeg sat mig selv ind i billedet, som viser fire versioner af mig: som magiker, som astronaut, som blogger, som kunstner. Og jeg betragter mig hele tiden – jeg spejler mig og er på div SoMe kanaler, hvor der ofte er fokus på mig. Sjovt nok er “Social Media” forkortet til “SoMe” – “så mig”. Det er der ikke meget “social” i. Det bliver ofte navlebeskuende – som i “Looking At Art”.

Måske er betragteren også mig der betragter af version af mig. ? Jeg ved at jeg ikke er “en” men spiller mange roller, som jeg hopper ind og ud af med en bekymrende lethed.

Leave a Reply