Lykkelig Ulykkelig

Jeg tvivler på at det kan lade sig gøre altid at være lykkelig og som lyset kun eksisterer i kraft af mørket fordre “lykken” vel også “ulykken” ?

uha, det lyder tungt men det var bare den bedste indledning jeg kunne finde på. til at sige at jeg ofte føler mig lykkelig og ulykkelig på samme tid. Som når det regner og solen alligevel skinner…
Jeg synes, der er mange ting som gøre mig lykkelig. Ofte helt banale ting som at gå på Frederiksberg Alle og tænke “hvor er jeg dog glad for at bo på Frederiksberg”, hvilket er noget jeg siger ofte. Jeg er ikke kun glad; jeg er ovenud glad, taknemmelig og vel nærmest lykkelig…

Statens Museum for Kunst

Og jeg kunne nævne mange ting. Fx ovennævnte gåtur, fx at datteren ringer og siger “giver du kaffe, far ?”, fx når det siger “kik” og billedet jeg får lavet er blevet som jeg havde tænkt, fx ….

Dog er der ofte også en underliggende melankolsk følelse. En ulykkelig følelse.

Jeg er ikke bange for melankoli og at være ulykkelig. Jeg ved, at det høre med til livet. Ihvertfald med til mit liv.

Ofte har følelse af ulykkelighed sit udgangspunkt i min sklerose.

Jeg har altid godt kunne lide tanken om at være fri. Det er jeg ikke mere. Min krop er gået fra bare en være en maskine, der altid stod parat til at gøre de ting hjernen sagde den skulle gøre, til at være en hæmsko.

Noget som jeg er nødt til at tage med i betragtningen. Noget jeg skal tage hensyn til. Og nu kom det med MS og ikke med alderen…

Min hjerne er heller ikke så klar og skarp mere. Jeg hader – som i HADER – at jeg ikke kan læse en bog, at jeg skal skrive ting ned, at jeg glemmer ting, at jeg ikke kan koncentrere mig i særlig lang tid.

Jeg hader også at sklerose er kronisk…..

Leave a Reply