Min mor døde for tidligt

At skrive om min mor er svært og jeg ville hellere kunne tale med hende

Min mor blev født den 16. juli 1939 som Lonni Anita Pedersen af Ruth og Povl og døde i 1993, bare 54 år gammel efter længere tids kræftsygdom.

Det er svært at skrive om min mor. Det er følelsesladet og så er meget af det jeg huske et barns eller ung mands syn. Idag taler man mere med sine børn og selvom jeg havde et tæt forhold til min mor, var der grænser.

Ved fødslen fik min mor knust albueleddet i højre arm, så hun ikke kun strække armen ud. Som barn lagde jeg ikke mærke til det. Det var jo mor. Den arm forfulgte hende: dels fik hun store spændinger og smerter – musklerne kunne ikke strækkes ud – og den gang havde vi ikke et rummeligt arbejdsmarked. Mor ville gerne have været barneplejerske men det kunne hun ikke blive blive – hun kunne jo tabe barnet med den arm.

Min mor kom aldrig i realen og fik kun 7 års skolegang og ingen uddanelse herudover. Det ærgrede hende voldsomt. Specielt ærgrede det hende, at hun aldrig fik lært fremmedsprog og på den måde var afhængig af min far på vores sommerrejse.

Da jeg var helt lille arbejdede min mor. Jeg husker en Frellsen butik, men jeg kan huske galt. Da jeg skulle starte i skolen valgte mine forældre at min mor skulle blive hjemmegående. Måske fordi de også besluttede at jeg ikke skulle på den lokale folkeskole men på en privat, katolsk skole på Dag Hammerskjölds Alle. Det lå lidt væk – 2,7 km som om sommeren blev tilbagelagt på cykel og om vinteren med linie 6, der kørte lige til skolen fra Lyngbyvej.

Det blev gradvis værre med min mors arm så hun blev tildelt invalidepension senere.

Jeg er i tvivl om, hvad min mor synes om livet som hjemmegående. Hun gik ikke op i at lave mad, hun led heller ikke af rengøringsvanvid. Men hun læste en del og besøgte sine forældre min mormor og morfars) mindst end gang om uge. Hun følte sig tæt knyttet til dem.

På et tidspunkt i slut 70ér fik min mor nok og mod på mere. Hun tog på en busrejse til Wien med 65-rejser sammen med min mormor. Hun havde altid gerne ville til Wien – hun kunne gode lide Wiener-musik og var fast seer til Nytårskoncerten fra Wien hvert år den 1. januar.

Ægteskabet knirkede og efter den tur slog det store revner. Hun mødte rejselederen Leif, der fik hende til at tro på, at hun kunne noget, at hun var god nok. En følelse og en tro hun havde mistet i ægteskabet. Det blev til en tur mere. Jeg fornemmede, at det der stod klart, at det ikke skulle være min mor og Leif – men der stod altid et billede af Leif på et bord (da min forældre VAR blevet skilt) og hun blev meget trist, da han døde nogle få år efter.

I tiden efter besluttede min mor at der skulle ske noget. Hun tabte sig meget, købte nyt elegant tøj og der skulle friskes op hjemme med maling og nye møbler. Der trængte for dyden også….både min for og far var storrygere. Alt var gult og de blå tobaksskyer hang tungt.

Pengene til det kommer fra rengøringsjob hun udførte sort. Min mor opfattede at det var hendes penge og hun derfor kunne bruge dem som hun ville.

Efter nogle års forsøg på redde ægteskabet bliver mine forældre separeret og dernæst skilt.

Det lykkedes min far, at skaffe min mor en tre-væreselse lejlighed i Vardegade 5, 3 tv. med hjælp fra en kontakt i en boligselskab. Netværk har altid været vigtigt…

Det hed sig at min mor skulle flytte ind alene. Det troede jeg også. Men det var ikke rigtigt. Min mor havde fået en ny kæreste i Henry, som flyttede ind kort efter. Jeg boede med min mor og skulle konfirmeres kort tid efter. Middagen blev holdt i Vardegade – min mormor og morfar var der, min faster og Onkel Helge, min onkel Niels, min storebror, min far var der. Henry kunne ikke være med men kom senere på aftenen. Der var en mærkeligt død og tung stemning husker jeg. Jeg var 14 år, en dreng – men jeg husker stemningen.

Det var sin sag for Henry. At skulle flytte ind med et 14-årigt skilsmissebarn som var ramt af, at hans far sket ikke fungerede.

Henry var damefrisør og havde en salon på Sankt Kjelds Plads. Han var rødhåret, fra Bornholm og havde levet i et homoseksuelt forhold i mange år – Henry havde optrådt på mange amatørscener, var festlig og brød ofte ud i sang. Det var ikke altid jeg kunne tage det men grundlæggende kunne jeg godt lide Henry. Og han forgudede min mor. Vigtigt !

Kort tid efter dør Henry. Han havde ikke passet på sig selv og drukket for meget. Hans liv havde ikke været nemt. Med en far som havde slået hånden af ham og i 1970ér og 80erne var det ingen dans på roser, at være bøsse. Hvilket det stadig ikke er.

I en periode på seks måneder dør Henry, min mormor, min morfar, min onkel Helge og Onkel Harry (bror til min mormor). Frygtelig tid. Men vi talte ikke om det. Det var noget man skulle over. Ikke igennem men over.

Min mor har sikkert været på sammenbruddets rand men hun havde mig at sørge for. Derfor skulle showet forsætte og maden skulle på bordet.

Min mor bliver udfarende – blandt andet med min faster, som er blevet enke –  får nye gode venner og ny kæreste i Kurt Hartvig. Kurt er kirketjener i Tåstrup Ny kirke. De flytter aldrig sammen og jeg tror aldrig, det var min mors store kærlighed. Eller det ved jeg det ikke var…den var en at dele livet med.

Altså “udfarende” kan lyde lidt forkert. Min mor var jo min mor og jeg så hende igennem et barns øjne men jeg er ikke i tvivl om at min mor kunne more sig, kunne danse og nyde en drink.

I 1989 fylder min mor 50 år.

Det var en stor dag som min mor havde set meget frem til. Hun gik mega meget op i at hun nu blev medlem af NPK – natpissernes klub (der af den lyserøde bånd med en natpotte).

Kort tid efter får min mor konstateret et knude i lysken, som bliver fjernet. Og derefter går det for alvor ned af bakke. Det er kræft, ondandet og ingen behandling hjælper. Min mor tager imod en eksperimentel behandling – det fortryder hun bittert. Hun blev meget syg. Jeg syntes ikke, at  hun skulle gøre det og mente, at der skulle være fokus på, at den sidste tid skulle være en god tid. I sidste ende er og var der kun een til at tage det valg og det var min mors.

Min mor dør i efteråret 1993 af kræft på Rigshospitalet. 54 år gammel.

Min mor vidste godt hun skulle dø og planlagde efter det. Havde sat penge til side til begravelse, havde valgt salmer, havde valgt sted for begravelsen, havde valgt bedemand  – på den måde var det meget nemt. Hun gjorde det for vores skyld så det skulle være lettere for os. Nemt er ikke altid godt men jeg kan ikke tillade mig at være sur over det.

Med Kurt som kirketjener i Taastrup Ny Kirke kom min mor i de sidste år meget i kirken. Hjalp Kurt, hjalp til med kirkekaffe og følte måske hun gjorde gavn ? Derfor blev begravelsen måske mere afdæmpet og måske blev det ikke helt i min mors ånd.

Jeg husker min mor som kærlig, meget viljefast og klog på mange ting.

Også så forstod hun mig så godt og var vel også den eneste, som kunne sige noget til min bror så der blev hørt efter.

Leave a Reply