Med overskriften “Hvis bare jeg kunne” skriver jeg om ting jeg godt kunne tænke mig at gøre men som omstændighederne, sclerose (MS), lægger hindringer i vejen for.
Her er det vigtig at du holder dig for øje at sclerose er en meget individuelt sygdom. Nogle er meget hårdt ramt og andre mindre ramt. Nogle har primært kognitive problemer og andre har primært fysiske vanskeligheder. Derfor kan du ikke sammenligne mig og min situation med en anden som har MS.
Nu skal jeg ikke forsøge at bilde nogle ind at jeg er fit eller nogensinde har dyrket megen motion. For det har jeg ikke. Men jeg har nu heller aldrig lavet så lidt motion som nu eller haft så meget brug for motionen som nu.
Tre måneder inden de første alvorlige symptomer på MS viste sig begyndte jeg løbetræne. Havde købt løbesko, løbetøj og fulgte et løbe program. På et enkelt tidpunkt i mit liv løb jeg jævnligt. 5km på 20 minutter. Jeg har nu aldrig kunnet fordrage at løbe. Det virker for mig så monotont og indholdsløst.
Giv mig en bold eller en ketcher. Så ser jeg straks formålet. Løb, selvom men løber sammen med andre, opfatter jeg som en total individuel sport. Du spiller jo ikke sammen med nogen, du skal ikke aflevere til nogle, du skal “bare” løbe…
Det siges at vi laver i individet tidsalder. Måske er det også derfor der er så mange der går i fitness center, sætter musik i ørerne og laver motion med sig selv? Så behøver man heller ikke gå i fællesbad, spille sammen med brokrøven på højreback pladsen eller få et gult kort af det sorte svin ?
Du kan også træne når det passer dig og er ikke underlagt tidspunktet hvor klubben nu kunne få en hal tid af kommunen….Du skal sådan set bare passe dig selv, presse dig selv og bare gøre noget godt for dig selv og din krop men du nyder din krop i de store spejle.
Som alle raske drenge har jeg spillet fodbold. Mest nede på gaden (det gjorde man i det forrige århundrede) og i parken (Ryparken og Fælledparken). I de omtalte parker tog man enten selv afsted eller med en kammerat og en bold – så fandt men nogle spille med; “hej, må vi være med ?”. Jeg har også spillet i klub, B93, ganske kortvarigt – var sgu heller ikke særlig god…. Til gengæld vandt vi håndbold i skolernes idrætsdag !
Vi vandt 12-1 i finalen og jeg var målmand…:-)
Men jeg har spillet badminton i Nørrebrohallen (også en del andre haller hvor vi snød os til at spille på en bane) og blev sågar klubmester i double. Juhu !)
Jeg har også spillet tennis, også hos B93, hvilket jeg også har gjort med venner som voksen. Tennis er et superspil og en af de få idrætsgrene jeg gider se på TV.
Nu giver meget sig selv: jeg kan ikke løbe overhovedet hvilket jo gør tennis og badminton helt udelukket. Jeg kan cykle og havde også en racecykel men efter jeg flyttede til byen hvor man skal stoppe for rødt lys efter 100 meter solgte jeg den.
Til gengæld tager jeg cyklen til alt bare det ikke regner eller sner…
PS: husker den første foldboldkamp (og eneste) min far tog mig med til på Østerbro Stadion. B93 vandt 5-2 over AB.