Generelt skal man nok afholde sig fra at motivfortolke andre

Jeg tænker ofte over egne motiver – desværre ofte på bagkant – hvor jeg har brug for at finder ud af hvordan jeg er endt her

At forstår andre bevæggrunde synes jeg kan være meget nyttigt. At sætte sig i andre stede, at forsøge at forstå hvor de kommer fra og hvor de er – tror det hedder empati – kan ikke bare nyttigt men også helt nødvendigt. Men det kan også tage overhånd når man begynder at motivfortolke for meget. Ofte kender man ikke alle faktorer og derfor bliver det meget spekulativt. Og det kan fremføres at motivet er underordnet – det er er handlingen som tæller. At finde et motiv er vist noget som mest hører til i efterforskning af forbrydelser.

Jeg er ikke afklaret nok

Ofte når jeg begiver mig ud i noget er det med de bedste intentioner. Om at hjælpe til og gerne vil gøre en positiv forskel. Men der er også en egeninteresse – det erkender jeg. Som når altruister beskyldes for at være de største egocentrikere 🙂

Mulig at der er ædle tanker men som ofte erkender jeg, at der også ligger noget bag. Noget man gerne vil have eller opnå. Det har taget mig noget tid at indse og også at forstår, hvad det er jeg ønsker retur den anden vej. Det burde jeg har indset før jeg kastede og kaster mig ud i ting. Nemlig: hvad er det jeg ønsker at få ud af det. Dét lyder ikke nobelt men jeg kan sige med sikkerhed at det handler ikke om penge. Det handler om noget meget vigtigere for mig.

Tilhørsforhold og anerkendelse

Jeg har vidst det længe men nu har jeg fået sat ord på hvad det er som ofte driver mig. Ønsket om tilhørsforhold og anerkendelse.

Næsten alltid har jeg følt mig uden for. Helt fra barndommen, hvor jeg var den tykke dreng i aflagt tøj og langt fra at være populær. Og i mine mange år iført slips følte jeg mig heller ikke altid hjemme. Min karrierer var ikke noget planlagt fra min side men mere noget som opstod hjulpet på vej af andre. Jeg følte mig ofte fanget uden en lang/stor uddannelse og mig lidt “lad os ikke gøre det mere kompliceret end det er”-tilgang aka svesken på disken.

Og det er det, jeg søger nu særligt efter mere en 10 år som pensionist uden for arbejdsmarkedet. Et tilhørsforhold, et fælleskab – men det er også sværere for mig nu at indgår i de sammehænge. Jeg er vant til at mine ord i arbejdsmæssig sammenhæng havde vægt – de har der ikke mere, hvilket jo er klart når du er nyt medlem i bridgeklubben. Jeg kommer som ny at kan se at noget kan ændres til det bedre. Ikke i spillet men i al det udenom men min ord har ikke vægt mere. Det skyldes sikkert flere ting: der er ikke status i at være pensionist, min alder og så er der et element alle steder om “at sådan har vi altid gjort”. Og så er jeg blevet mere sær….

Og måske sværest for mange, inklusiv mig selv, så er jeg ambitiøs i det jeg laver. Lavede jeg en fotoklub skulle det være Danmarks bedste – ikke i antal af trofæer i skabet men på andre parameter. Var jeg i en brigdeklub skulle den være Danmarks bedste. Der er ingen – INGEN – grund til en ambition om at være nr. 2. Det lægger måske lidt pres på; specielt hvis man melder det ud. Og andre deler ikke den ambition.

Anden drivkraft for mig er anerkendelse fra mine omgivelser. At blive set og påskønnet. Dét er helt sikkert også noget som kommer fra barndommen og de unge år. De unge år, hvor jeg bleve afskrevet af både skolen og min far. En god psykolog vil sikret have en fest her 🙂

Leave a Reply