Når heltene dør

Helte agerere som forbilleder, fyrtåne og kompasser.

Viser dig et eksempel som er værd at efter følge, viser dig hvorlangt væk dit lys kan ses, viser dig en vej gennem sumpen.

Ens forældre dør. Ikke bare rent fysisk men også som de forbilleder, fyrtårne og kompasser de er. Det gør de når du finder ud af at dine forældre bare er helt almindelige mennesker, at de ikke ved alt, at de ikke altid har ret.

“007 is also gonna die” / Nephew

Aldrig har jeg haft idol billeder på væggen. Men nogle kunstnere har fulgt med mig siden ungdomårene og agerer også som forbilleder, fyrtårne og kompasser for mig da min forældre var døde som det.
En af disse kunstnere er Bryan Ferry fra Roxy Music. Han var og er alt det jeg ikke var eller er.
Fornyelig var jeg igen til koncert med ham. 69 år er han og spillede musik fra en karriere der startede helt tilbage i 1970. Pludselig gik det op for mig at jeg har “fulgt” ham i mere end 30 år.
På mange måder er han en af min “links” til ungdomårene, hvor så meget bliver ødelagt for at blive bygget op igen.
Ikke at han er den eneste jeg har fuldt men det slog mig hvor mærkeligt det må være pludselig at se at ens forbilleder, fyrtårne og kompasser dør. Sådan rent fysiskt. Jeg tænker at mange ældre mennesker har det sådan ?
De som spillede til ens ungdomfester er borte, de som spillede til den indelige kinddans med hende den søde er borte og tilbage er kun “vilde” unge med hængerøv i bukserne…
PS: Superhelte dør ikke ?