Når ignorering bruges aktivt er det psysisk vold

Ignorering eller “the silent treatment” er psykisk vold og jeg har været udsat for det både som barn og som voksen

Jeg er ikke pyskolog så jeg skal ikke udstede nogen diagnose til nogen eller forsøge at diagnosticering mig selv men jeg har været udsat for “the silent treatment” både som barn og som voksen. Og lad mig sige, at det er ikke behageligt.

Som barn

Lad mig straks sige, at jeg som barn elskede min far. Forgudede ham er måske mere præcist. Og jeg er sikker på at han også elskede mig. Men tingene gik galt i vores forhold da jeg blev et stort barn og et ungt menneske. Og forholdet udviklede sig skidt. Jeg husker det som at jeg blev MIG og et selvstændigt menneske, hvilket sikkert er svært for mange forældre at håndtere.

Min far kunne ignorere og ikke tale til min mor i flere uger. Og den behandling blev jeg også udsat for. Særlig een gang hvor jeg blev brugt til at straffe min mor. Hun var taget til Wien med sin mor og jeg var alene i den uge med min far (min storebror var i hæren). Min far talte ikke til mig i den uge. Årevis efter, da jeg var blevet voksen, fortalte min mor at det havde været et afgørende øjeblik for hende til at tage den endelige beslutning om separation og skilsmisse. Da hun kom hjem fra Wien var jeg ødelagt.

Bruges der “silent treatment” eller total ignorering som en straf overfor dig efter et skænderi eller som straf for, at du har sagt eller gjort noget ufordelagtigt for narcissisten eller psykopaten, eller bruges metoden det i det hele taget uden nogen synlig årsag, så er du med sikkerhed udsat for alvorlig psykisk vold og manipulation.
Kilde: Berith Sigumfeldt

Som voksen

Jeg vil ikke sige meget om det aktuelle forhold eller forløb (intet at gøre med min hustru eller familie!) men jeg er udsat for ignorering og jeg synes det er ubehageligt. Jeg kan fint leve med at nogen eller nogle synes jeg er en kæmpeidiot, en nar eller helt utålelig. Fint,. Sådan er det. Men ikke at vide eller have den tjeneste ide om hvorfor er ikke rar.

Ofte har man jo en ide om hvorfor. Det er noget man har sagt eller gjort. Eller kemien er der bare ikke. Det ved man eller fornemmer man. Men ikke at havde den fjernest i er sjældent. Men det oplever jeg.

Det giver anledning til at masse tanker og spekulation, hvilket ikke er gavnligt. Det fylde noget men jeg ved også at det forsvinder igen.

Det er ikke som min MS 🙂

Måske er det mine oplevelser som barn, der gør at jeg er følsom over for ignorering ?

Leave a Reply