2020 er ikke bare et nyt år men starten på et nyt årti !

Overgangen fra 2019 til 2020 var ikke bare et årsskifte men også starten på et nyt årti

Jeg har siden 2011 lavet en lille status over året der gik. Det blev til at en top 10 over begivenheder i året der gik og er blevet til en tradition.

Det “tvinger” mig til at tage en dyb indånding og reflekterer over året der er er gået. Den ene dag tager den anden, januar bliver til februar, forår bliver til sommer og efteråret blæser hurtigt væk og så er det jul igen….og hvad lavede nu, hvad opnåede du ?, fik du set det du ville ?

Nu har jeg et kompas tatoveret på højre arm for netop (blandt andet) at minde mig om, at jeg skal finde en kurs og holde den og ikke “danse for vinden”. At lægge en kurs kræver at du som udgangspunkt ved hvor du er og hvor du gerne vil hen. At vide hvor jeg er hjælpe min årlige “10 plusser og minusser” med mig.

Men jeg har faktisk aldrig lavet en Top Ti over et helt årti. Nogle gange skal ting ses  i lidt længere perspektiv (og derfor hadede jeg kvartalsregnskaber ). Så det forsøger jeg nu….

Jeg vil ikke lave en Top 10 Årti men jeg har nu set nogle af min “top 10″ér  igennem og for at se om der en rød tråde, en tendens eller hvad vi skal kalde det..

Rejser

Det seneste årti har brudt på en del rejser i privat regi. Før min MS diagnose i 2009 rejste jeg mere men det var mest tjenesterejer. Nu har jeg rejst privat, med min familie og til steder jeg/vi har besluttet. Jeg kan fx nævne rejser til Jordan, Marokko, Spanien, Frankrig, Italien. Der er ikke een rejse jeg kan sige har været den bedste. Alle har de budt på oplevelser. Store og små. Enkelte og avancerede. Dyre og billige. Men jeg ville ikke have undværet en eneste.

“At rejse er at leve” skrev H.C. Andersen og jo, jo. Men der er også en hverdag og den fylder måske 95% af tiden og der vil jeg også leve.

Sygdom

Min MS har fyldt en del. Jeg har brugt en del tid på et sunde mig over chokket over at få diagnosen: dissemineret sklerose- en kronisk, kritisk sygdom. Jeg har skulle finde mig selv og finde en ny, mindre aktiv hverdag uden job og alt der følger med (og det er en del!)

Min liv idag havde jeg ikke tænkt jeg skulle have for 10 år siden. Men det er sådan det er – og det har også ført gode ting med sig: Ingenting er så skidt at det ikke er godt for noget.

Desværre er det ikke kun mig som har en sygdom. Begge mine børn har kroniske lidelser og det har fyldt en del. Og når een har en lidelse har den nære familie den også.

 

Mine børn bliver voksne

I det årti, som er gået, er vores børn drønet ud af deres teenageår med raketfart, er blevet voksne og myndige. Med ret til at stemme og få kørekort. Er blevet studenter og er flyttet hjemmefra. Helt som det skal være.

Men det er en omvæltning. Vi skal ikke køre dem til svømning, få dem i skole og lave madpakke. De skal selv træffe deres beslutninger – jo, de spørger til råd (og for et eller to selvom om det ikke bede om et) men  beslutninger og fejltagelserne er deres.

Det betyder at vores liv har ændre sig. Det daglige, praktiske fokus har ændret sig.

 

Flytning til Frederiksberg

For omkring 6 år siden besluttede vi at sælge vores rækkehus og flytte i lejlighed i København. Det blev til Frederiksberg og det har jeg ikke et eneste øjeblik fortrudt. Med jævnlig mellemrum siger jeg højlydt hvor glad jeg er for at bo på Frederiksberg.

Som ung havde jeg venner som boede på Frederiksberg og vi kom jævnligt på Grock. Dengang synes jeg ikke at Frederiksberg var noget særligt. Faktisk synes jeg det var lidt kedeligt og gammeldags ift Østerbro, hvor jeg er født og vokset op.

Men meget har ændret sig i de næsten 25 år jeg har været væk fra byen. Det har jeg også og selvom jeg til tider kan lyde nostalgisk husker jeg også København, da byen blev kaldt udskuds-København og var tæt på farligt omkring 1990. Det er ikke noget at ønske sig tilbage til.

365/9

 

Ting som ikke blev til noget eller kun levede kortvarigt

Når jeg ser tilbage er der også en del som ikke blev til noget og andre ting som faktisk blev til noget men hvor jeg mistede energien eller interessen efter forholdsvis kort tid.

Jeg kan nævnte Fotogruppen Momento som var medstifter af og den første formand for, som jeg forlod efter ca 1 år. Galleri Den Lille Gulekaffebar, som jeg havde ca 1 1/3 år, Nielsen & Wessmann, som var en podcasts om fotografi samt en del uafsluttede fotoprojekter.

Der er alle mullige grunde til det og der har været forskellige grunde. Men een ting er blevet forstærket hos mig med tiden: utålmodigheden. Og der må jeg sige at jeg er en igangsætter og ikke en afslutter.

Og hvad så fremover ?

Jeg er ikke skuffet over ikke at have store planer og drømme. Det havde jeg været hvis jeg var her 20 år – men det er jeg ikke.

Derfor er min ønsker mere afdæmpede men jeg håber (i vilkårlig rækkefølge)

– fortsat at undgå det store katastrofale MS attak,

– at den progressive element i MS tager på en lang ferie

– at jeg fortsat har mulighed for at tage på kortere eller længere ferier/rejser. Der er så meget jeg gerne vil se eller gense !

– at jeg fortsat kan have en dagligdag, som giver mening for mig og gør mig tilfreds

– at jeg fortsat kan være noget for andre og inspirere andre glimtvis

Der er mange andre ønsker som bla. vedrører min børn men det holder jeg internt og så har jeg nogle planer, som jeg “sysler” men som jeg nok ikke helt er klar til at fortælle bred om endnu.

Jeg læste en essay på Politikken.dk af Bo Lidegaard, hvor han afslutningvis optimistisk vælger at kalde årtiet foran os for “håbets årti”. Jeg håber han får ret…

 

 

Skriv et svar