at skrive på en tanke eller en følelse er på mange måder godt…og skidt
Når jeg sætter mig til tasterne er det ofte på en “pludselig” opstået tanke eller følelse.
Det er noget jeg har læst eller set det der inspirerer og sætter tankerne igang. Det er “noget”, som vækker en genkendelse fx i mig selv eller noget jeg har oplevet.
Det betyder også at jeg nogle dage kan være meget aktiv og lave flere blogs samme dag (og andre gange kan der gå uger i mellem). Men jeg offentligører dem ikke med det samme. Ingen, mig selv inklusive, orker at læse hverken to, tre eller fem blogs fra mig på en dag !
Så jeg laver dem færdig til offentliggørelse senere – og det er både godt og skidt !
Det gode er, at jeg nogle gange kommer tilbage til en blog før den er offentliggjort, så jeg kan rette stavefejl, lave præciseringer og nogle gange også slette dem igen. Når de netop er skrevet på fx en følelse kan jeg ikke altid genkende den følelse igen og tænker “det dér er da ikke mig ?!”.
Det er det selvfølgelig men så har jeg fået tygget mere på det og der er måske kommet flere nuancer til, måske flere forbehold og mere tilgivelse.
Så sker det, at det som handlede om X bliver skrevet om så det nu handler om Y.
Det dårlige ved den måde at arbejde på er, at jeg ikke altid når, at komme tilbage til den blog inden den publiceres. Og der kan gå lang til mellem at den blev skrevet og til den er offentliggjort. Jeg har måske helt glemt den og pludselig bliver man så konfronteret med den blog, den følelse eller det måske unuancerede igen. Og det er ikke rart.
Kan du så bare ikke ændre den måde at arbejde på ? Det er svært ! For mine kognitive “issues” spiller ind. Måske har du været til et foredrag hvor foredragsholderen siger i indledningen: “er der spørgsmål svarer jeg på dem bagefter, hvis der er tid”.
Når vi kommer til “bagefter” har jeg glemt det og i mit forsøg på at huske mit spørgsmål har jeg misset halvdelen af foredraget. Det ødelægger det for mig.
Derfor skal jeg også skrive min tanke og følelse ned hurtigt efter den er opstået. Og så må jeg leve med det negative i processen.
som et lille kuriosum kan jeg fortælle at jeg ikke god til at holde et spørgsmål tilbage. Det sker, at jeg siger til gode venner og familie: “der er ikke fordi jeg er uinteresseret i det du fortæller nu men jeg har et behov for at spørge om nogle helt andet nu”
Jeg bryder mig selv ikke om det og kan godt forstå hvis nogle synes at det både er mærkeligt og dødirriterende !
Cést la vie