Jeg har været i Paris mange gange men det er først indenfor de senere år jeg er blevet glad for byen
Måske er det fordi jeg ikke kan eet ord fransk eller fordi Pariserne kan være nogle stride bananer ?
Som barn var vi ofte sydpå (se Monaco) og på hjemrejsen overnattede vi nogle dage i Paris. Det var ofte midt i juli måned, det var varmt, der var mange mennesker og vi gik rundt hele dagen. Der var meget trafik, jeg forstod ikke ord men jeg forstod at mine forældre ofte var irreterede over indbyggernes legendarisk manglende imødekommenhed.
Et år, da jeg var produktchef for autolamper hos Philips, var jeg i Paris 10 gange på et år ! Dvs jeg kom aldrig til byen men kun til Charles de Gaulle lufthaven hvor vi holdt MEGET lange møder. Nogle gange i 15 timer.
På et tidspunkt var jeg med i en intern gruppe – “From business idea to Businssplan” – hvor vi skulle lære at udvikle et produkt og lave en forretningsplan. Til den store afslutningsceromoni kom overrakte den daværende præsident for Lys divisionen Einar Kloster mig et fint diplom og gav et håndtryk. Det foregik i Paris og om aftenen besøgte vi Crazy Horse – en oplevelse…
Min hustru har boet udenfor Paris, kan tale fransk og heldigvis for det ! Eller fik jeg aldrig andet en baguettes at spise..
En stor fordel ved at vende tilbage til de samme steder er man ikke behøver være “turist-turist” mere. Vi har set Eiffel tårnet, Notre Dame etc og kan derfor nu bedre se alt det andet og bare opleve og være.
Og så alligevel..selvom man har set Notre Dame første gang 1972, betyder det ikke at det også være være umagen værd i 2015. Man bliver ældre og ser med andre øjne på tingene.
Her er nogle billeder fra Paris. Et mig af billeder, der stammer fra 1972 og frem til 2014
