Det er faktisk et stykke tid siden jeg har haft et attak. Skriver ikke datoer ned, det gør lægerne, men jeg huske det som et stykke tid siden…
Et attak kommer atid når man mindst venter det – men sådan er det vel med uforudsigelige ting ?
Jeg vil her skrive om min oplevelse af at have et attak. Det kan være svært for udeforstående at sætte sig ind i – det forstår jeg og forventer det heller ikke. Dette kan måske må give dig lidt indsigt.
Det meste af fredagen havde jeg haft ekstraordinært ondt, havde nogle føleforstyrrelser (nogle nye, andre forstærkede) og havde op til dagen haft det mærkeligt og være i et mærkeligt humør.
Derfor valgte jeg at gå tidligt i seng den aften:
Tag dig sammen ! Tænk på hende som løb et maraton hver dag i et år. En heltinde. Superwoman. Men du kan jo ikke løbe, Henrik. Kun gå 400meter af gangen. Det er sgu flovt at du kniber en tåre nu. Boys don´t cry. Tag dig sammen !
Prøv at sove. Du skal sove. Så må du se imorgen og de nærmeste dage. Du kan ikke gøre noget ved det nu. Jeg rækker ud og mærker Anne. Godt at hun er her.
Mandag havde jeg alligevel en tid på scleroseklinikken på Rigshospitalet til Tysabri. Efter en konsultation med en læge blev jeg sat på medrol. Heldigvis den slags man skal intravenøst i 3 dage – pillerne er ikke gode for mig. Jeg bliver dårlig og det tage længere tid at komme ovenpå – ingen medicin er gratis !
Heldigvis respondere jeg fint på sulu Medrol – men hvor jeg glad for rådet om at have lakridserne parat ! For alt smager væmmeligt når man får medrol.
I det store perspektiv var mit attak denne kun et lille et. Et hik. Et bump på vejen. Har prøvet at miste talens brug, ikke kunne tale ordenligt og ikke kunne ramme tasterne. Og jeg har ikke glemt dem som har haft værre attakker. Fx da jeg skrev dette.
Selvom det ikke var stort er det alligevel meget ubehageligt og oplevelsen skal bundfælde sig.