Fru Hektor på Institut Sankt Joseph lærte mig at sige tak
Disciplinen på mine skoler var nok noget anderledes at det var på andre skoler. Ihvertfald var den meget anderledes end på den folkeskole min storebror gik på…
Det var et bevidst valg fra mine forældres side at jeg skulle have en bedre skolegang end den min bror fik. Og det fik jeg også.
Dels var der det rent faglige i undervisningen men der var så meget mere end det. Skolen havde, og har, rødder i den katolske tro og tilbage i 70érne var der ingen diskussion om at de også havde et opdragelsesansvar (faktisk en pligt). Den tog de på sig med alvor.
Jeg havde åbenbart sagt noget eller skrevet noget fornuftigt hvilket udløste nogle rosende ord og komplimenter fra klasselæren Fru. Hektor.
Det labbede jeg bare i mig og sagde ikke meget…det udløste så en reprimande: “Man siger tak når man får en kompliment” – lige dér virkede det fjollet at fremstamme en tak men det gjorde jeg. Og jeg har husket de ord.
Da jeg var i mine 20er troede jeg sket ikke på de komplimenter eller rosende ord jeg fik, i mine 30ére var jeg ikke længere mistænksom over for dem, i mine 40ér accepterede og anerkendte jeg, at jeg var god til nogle ting og nu i mine 50ér ved jeg at jeg er god til nogle ting og har ingen problemer med at sige det.
Alt dette betyder, at jeg nok ikke altid har været god til at sige tak for rosen og ofte har jeg gjort det mere af hensyn til god takt og tone uden egenlig at tage det ind.
Sikke en masse spild ! Jeg skulle have meget bedre til bare at tage rosen ind uden at stillespørgsmålstegn eller analysere på rosen.
Men jeg kan glæde mig over jeg har lært det efterhånden…