Status pt.

Jeg skulle måske være blevet revisor for jeg elsker at gøre status, stoppe op og tænke over tingene

At stoppe op og tænke er på alle måder sundt, men nu er det også nødvendig for mig. Jeg er ramt kognitivt og hjernen snurrer mindre hurtigt rundt og jeg har brug for at tå ting lagt på en hylde.

Hvis jeg ikke får det gjort rumsterer det i hovedet og kommer til at flyde alt for meget. Så meget at det bliver en byrde – det er også en af grundene til at jeg skriver så meget og fx laver mine “Quick Thoughts”
Men altså status pt er:

Familie

Det har været en hård periode. Min yngste datter har været en del syg og bl.a. været på morfin i 6 måneder. Det har drænet helt vildt !
Min svigerfar døde for et par uger siden. En masse praktik og følelser har skullet håndteres – og det praktiske er endnu ikke slut og kommer vist til at tage noget tid.
Som jeg har fortalt tidligere er vi flyttet til Frederiksberg for et par år siden og der går ikke en uge, hvor jeg ikke siger “hold fast, hvor er jeg glad for at bo her”.

Fotografi

Det har været en underlig tid. Jeg har forladt Momento, som jeg er medstifter af og har været formand for i et år og lysten til fotografering har været helt forsvundet. Noget som jeg aldrig havde troet ville komme til at se.
En god veninde til min datter er en meget talenfuld og dedikeret danser og jeg blev spurgt om jeg vil komme til et afslutningsshow og lave nogle billeder, hvilket jeg sagde ja til:

Et virkelig flot show og en glæde at fotografere ! Jeg var helt opslugt af at fotografere – næste dag havde jeg meget ondt i benene…cést la vie.
I år har jeg været til en del udstillinger i forbindelse med Copenhagen Photo Festival og der har jeg fået nogle virkelig gode oplevelser og har mødt nogle meget venlige og interessante mennesker.
Og så har jeg den glæde at have en nyt projekt sammen med min ven, Bo: kbh.pictures – som er en glæde at lave.

MS

Der er ikke sket det store – min syn er blevet dårligere (måske bare alderen ?), jeg synes jeg har haft lidt flere dage hvor det ikke spiller, lidt flere dage og timer, som bare må rives ud af kalenderen og bogføres på tabskontoen.
Jeg tager min medicin og ærger mig stadig over nogle af de ting jeg gerne ville, men ikke når eller ikke kan. Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt slipper den følelse.

Cést la vie.

Leave a Reply