trods multiple sklerose har jeg aldrig haft så meget appetit på livet som nu

Jeg tror ikke jeg har haft mere lyst til at leve end nu trods min multiple sclerose

Siden de unge år med fem begravelse på seks måneder har jeg altid har et anstrengt forhold til døden. Også selv om jeg har oplevet døden som en udfrielse for smerte.

Men een ting er at have dødsangst, som jeg har modtaget behandling for, men noget helt andet er, at have lyst til livet, appetit på det, mod på det. Og det har jeg måske mere end nogensinde før.

Skyldes det min alder ?

Jeg er helt sikker på at det skyldes en lang række ting hvoraf min alder er en stor del af det.

Dels er jeg blevet ændret og dermed ved jeg instinktivt (og rationelt) at den længste tid lægger bag mig. Ikke foran mig. Hvis mit “regnestykke” med forventet levealder med multiple sklerose er rigtigt har jeg nu 14 år igen. Det er pludselig ikke så lang tid.

Men måske hænger min lyst til livet også sammen med at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet med det pres det giver, jeg har ikke længere små børn og skal ikke “sørger” for dem på samme måde som tidligere – altså jeg har tid til livet. Og det går ikke op i praktikaliteter, falden i søvn på sofaen til TVét kl. 21.00 og jeg har ikke længere dårlig samvittighed over de ting jeg ikke fik lavet. Og jeg slår ikke mere mig selv fordi jeg er en dårlig far eller ikke lige så god som Williams far. Eller som Idas mor.

Måske er det for jeg ikke længere “give a fuck” ? Måske fordi jeg nu mere klart ved hvad jeg vil miste og hvad det vil betyde for mine efterladte ? Måske for jeg idag ved lange bedre end da jeg var tyve år, hvad jeg kan lide og ikke lide, hvad der gør mig glad og ikke glad, hvad der gør mine omgivelser glade ?

“Jeg har lyst til det hele i dag
Jeg har lyst til at ta’ en bid af alting
Og æde det hele fucking rub og stub
Jeg har ikke lyst til at dø”

Tekst: De Eneste To / Simon Kvamm og Peter Sommer

Jeg synes livet er godt. Jeg tæver ikke mig selv dagligt for at opnå anerkendelse, jeg er temmlig ligeglad med hvad du mener om mig og kan du ikke lide mig er det ok.

Jo, jeg har lyst til livet – med de begrænsninger multiple skelrose giver mig. Fysiske og kognitive begrænsninger. Lysten til at se og gense, at smage, at prøve og efterprøve er der. Lysten til at smage også salte tårer er der. Lysten til at kysse, lytte og føle er der.

Og heldigvis er min nysgerrighed helt intakt. Jeg føler ikke jeg har set og oplevet alt. Og det jeg har set, vil jeg gerne gense og det jeg har oplevet, vil jeg (for en stor del) gerne opleve igen.

Skriv et svar