min egen usikkerhed er nogle gange overvældende

 Sclerosen æder dels af kroppens funktioner men tærer som saltvand også mentalt

Før jeg fik stillet diagnosen sclerose ( MS ) var jeg Nordisk IT Chef i en multinational virksomhed og det bliver man nok ikke hvis man udviser alt for mange tegn på usikkerhed eller udviser for svingende adfærd. Jeg kunne godt tænke i mit stille sind at nu finder de nok snart ud af at jeg ingenting kan, at jeg ikke har noget tøj på men det gjorde de aldrig (tror jeg)

I dag har jeg ikke på samme måde det rygstød som titel og position giver og derfor har usikkerheden lidt nemmere med at finde vej til det inderste. Helt klar på hvad alt det staffage gav tænkte jeg ikke på, for selvom jeg ikke selv tillagde det stor betydning må jeg erkende, at det havde det på det underbevidste plan.

Jeg kunne lægge mig til at sove med bevidstheden om at i morgen var der en ny dag, at jeg havde bevist mit værd, at andre ventede på at jeg kom på arbejde, at mine ord havde nogen vægt, at mit tandhjul påvirkede det næste hjul, at jeg var en del af noget og der var nogle mål.

Sådan har jeg det ikke idag. Bestemt opfatter jeg at jeg har betydning for mine allernærmeste men ellers er denne verden nok temmelig ligeglad med om jeg vågner imorgen eller ikke gør. Men mål og formål har jeg ikke.

Den sikre usikkerhed

Usikkerheden rammer mig på et par punkter. Tilliden til min fysiske formåen er helt væk. Ofte tænker jeg at det klare jeg ikke og derfor stopper det nogle gange dér og nogle gange endnu tidligere; jeg orker det ikke føler jeg.
Og det hader jeg helt vildt ! At noget stopper allerede dér for nogle gange har jeg ikke energien til at kæmpe mig over bare det stadie. Det er da ad helvede til.

Og så er der usikkerheden på egne evner. Jeg tænker, at det kan jeg ikke og alle ser lige igennem mig for jeg har intet tøj på. Det er også ad helvede til !

Den usikkerhed er grunden til, at jeg ikke deltager i flere ting fx med mit fotografi. Jeg har altid haft svært ved, at acceptere ros og bare tage den ind og sætte den på selvtillidskontoen. Det oplever jeg i mit fotografi. Jeg er bestemt ikke genial men total uduelig er jeg heller ikke men følelsen af at være det rammer mig ofte.

Glæde over ros og anerkendelse får ikke rigtig slået rod i mig men er noget der fordamper hurtigt.

Leave a Reply