Jeg hader ventetid. Det er blevet værre med MS og alderen
Noget ventetid kan ikke udgåes. Sådan er det. Men jeg kan ikke lide det. Jeg kan overhovedet ikke lide det. Og endnu mindre nu. Med MS og alderen.
Jeg venter på at stå op. Venter på at kaffen er klar. Venter på at det er min tur på badeværelset. Venter på bussen. Venter på toget. Venter på at de automatiske døre åbner sig. Venter på at butikken åbner. Venter på at PC’en er klar. Jeg venter. Venter på det blive grønt lys. Venter på et kys, Venter på den eneste ene. Venter på kærligheden. Venter på tilgivelsen. Jeg venter på ros. Venter på anerkendelse. Venter på inspiration. Venter på at kl. bliver 12. Venter på lægen. Venter på ferie. Venter på en mail. Venter på tjeneren. Venter på at lyset tændes. Venter på at lyset slukkes. Jeg venter på fred. Jeg venter på døden.
Min tolerance overfor at vente et klart blevet mindre. Min utålmodighed er blevet større. På den ene side har jeg med MS og alderen mindre tid. På den anden side har jeg mere tid mere tid nu som pensionist. Men jeg føler at tiden bliver mindre. Jeg føler klart at tid bliver mindre.
Måske logisk når alt omkring mig går hurtigere og hurtigere. Og selv føler at jeg bliver langsommere og langsommere.