Vrede og “jeg skal vise dem” er et brændstof

Det er to typer brændstof jeg har kørt på i mange år og jeg er ikke den eneste

Jeg mener, at jeg tidligere har skrevet og fortalt lidt om det men jeg er fornylig blevet mindet om det i anden sammenhæng. Og for lige at få sammenhængen på plads:

Fornylig stoppede Serena Williams sin imponerede tenniskarriere og der var meget fokus. Anders Haarhs Rasmussen har lavet en bog om hende med titlen “Al den vrede“. Udfra mit sparsomme kendskab på afstand har den vrede været helt berettiget. Og mon ikke den vrede også har været et drivmiddel ?

I det hele taget er “vrede” ofte beskrevet og talt om i tennis. Bjørn Borg var en meget vred ung dreng men hans træner lærte ham at tøjle det og ham blev en legende. John McEnroe brugte vreden aktivt og til et foredrag med Frederik Løchte Nielsen fortalte han kort om vreden. Vrede er altså ikke usædvanligt

Hvor kommer vreden fra eller af ?

Dét er sikkert forskelligt fra person til person og det skal jeg ikke kloge mig på eller forsøge at “analyserer”. Men jeg har brugt en del tid på at forstår hvor min vreden og “jeg skal vise dem” kom fra. mit tilfælde er det nu ikke som kompliceret men det tog mig nu alligevel lidt tid at identificerer, forstår og håndterer.

Hos mig er der to ting som står ud:

1: da min far nærmest slog hånden af mig da jeg fortalte at jeg ikke ville i gymnasiet. Det ødelagde min fars drøm om den første studenterhue i familien. Det udløste en lang række af “problemer”. Jeg var vred og forholdet blev aldrig godt igen. Da han døde i efteråret 1999 havde vi siden midtfirserne ikke haft et godt forhold og det var kun fordi min hustru sagde at jeg skulle at han blev inviteret eller jeg ringede til ham.

2: Der var en masse uro med skilmisser og mange dødsfald i familien og udmøntede sig ,i at min skolegang i 9. klasse på NSG var ustabil ( jeg kom ikke, lave ikke mine ting etc). Det udløste at brev til min mor i vinteren om at jeg ikke kunne forsætter hverken i gymnasiet eller i 10. klasse. Det skulle blive løgn og jeg fik en virkelig fin 9. klasses afgangseksamen, blev taget til “nåde” (og fordi min mor virkelig kastede sig i kampen) og fik lov til at tage en 10. klasse,

Men jeg følte at jeg havde lidt nederlag. Dels fordi min far reagerede som har gjorde, jeg så min skolekammarater fra 1. klasse fortsætte i gymnasiet og jeg synes at jeg havde fået et stempel som “duer ikke”. Jeg havde nogle år inden i modtaget besked fra en fysiklære om at jeg var dum og tyk. Dét hjalp ikke på selvtilliden.

En karrierer fik jeg

Jo, det blev det til selvom jeg ikke brød mig om at sige det. Jeg fik lavet en fortælling for mig selv der kort gik ud på “at jeg var alene mod verden og jeg skulle vise dem”. Jeg fortalte ofte at jeg ingen familie havde udover derover den nærmeste, hvilket ikke var sandt men det var nemmere at håndtere istedefor at skulle “deale” med at jeg bar ikke så den.

Jeg fortalt også mig selv at jeg var “arbejdedreng” og i det billede passede “karriere” ikke. Af uddanelse var jeg EFG elev og blev kontorudannet. Men omgivet af menensker med HD i afsætning, ingeniører etc var jeg nul og niks. Der skulle og det blev der i lange periode arbejdet meget.

Det blev så til forskellige lederstillinger, Nordisk IT Chef, Service Delivery Manager for netværksydelse i store del af Europa og Mellemøsten med plads i forskellige “council.

Ikke dårlig for en arbejderdreng med en EFG.

God brændstof ?

Jeg erkender at det brændstof – vreden og “jeg skal vise dem” – fik mig langt men jeg synes ikke det var god brændstof. Det var uren brændstof der soder ventilerne til. Det var ikke brændstof med positivitet eller livskvalitet som mål. Det var på trods og når vreden render ud hvad er der så ?

Leave a Reply